Big Bar Guest Ranch er beliggende i nærheden af byen Clinton. I nærheden betyder her 45 kilometer ude af en grusvej - "just down the road". Ranchen er dansk-ejet, dog bor ejeren ikke på stedet.
Vil man prøve at opleve livet på landet i det vestlige Canada er her en mulighed. Big Bar Guest Ranch er dog ikke en farm med kvæg osv., men naboen OK Ranch er en arbejdende farm. På OK Ranch er der mulighed for at opleve hvordan de arbejder, og i sæsonen, hvordan de driver kvæg.

På Big Bar Guest Ranch er der også flere aktivitetsmuligheder, udover den næsten obligatoriske ridetur på een af deres mange heste. Der er endda ponyer de mindre børn kan prøve. Der er mulighed for at sejle i kano - og dele historier rundt om bålet om aftenen.

Om formiddagen blev vores gruppe delt i 2 - dem der skulle afsted på ridetur, og dem der ikke havde lysten til det. Så Henriette og Thomas drog afsted på tur med Charlie og Shirly fra ranchen. Claus var ægte cowboy for en kort stund, så længe vi kunne nå at tage et billede - så hoppede han af hesten igen...

Så Claus, John og jeg tog på tur med Pat, som kørte 4WD turen ned til Fraser River. Turen gik gennem Big Bar dalen, og varede et par timer. Hun fortalte en masse undervejs, om det lidt spøjse lokale samfund i dalen. Der har førhen boet nogle flere mennesker i dalen end nu, der var både en lille gammel nedlagt skole og en lille kirke, som ikke længere var i brug. Det er et meget øde område nu, der bor kun 20-22 mennesker i hele dalen, så der er ikke noget at sige til de bliver lidt enspænder af at bo derude.
Vi havde kun 1 overnatning på Ranchen. Er man meget interesseret i heste, vil jeg nok anbéfale 2 nætter, således der er mulighed for at komme afsted på ridetur et par gange, og blot nyde den dejlige natur og stilheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar